Integrationspolitik

som den bør være!

Ønskeseddel

  • Respekt for alle kulturer
  • Kvarterløft og renovering af udsatte bydele
  • Flere idræts- og kulturfaciliteter skal modarbejde ghettodannelser
  • De københavnske skoler skal afspejle byens generelle befolkningssammensætning, og der skal være fokus på sociale kompetencer i folkeskolen
  • Mentorordninger, fleksible uddannelser og en koordineret arbejdsmarkedsindsats skal nedbringe antallet af arbejdsløse
  • Bedre koordinering af den kommunale og statslige indsats

 

Sådan

Det har været nødvendigt at begrænse antallet af udenlandske statsborgere, der søger ophold i Danmark, fordi vi tidligere ikke prioriterede integration nok. Nu er opgaven imidlertid at hjælpe de nyest ankomne med at finde sig til rette i vores land.

 

Jeg vil arbejde for at opgradere de socialt udsatte boligområder, så vi hindrer udvikling af ghettoer. Ved at gøre områderne attraktive for flere, får man en befolkningssammensætning, der afspejler det øvrige samfund.

 

De rette kompetencer og resurser skal være til stede i folkeskolen, herunder gode lærere, socialrådgivere, pædagoger og fysiske rammer. Elevsammensætningen i en skoleklasse må og skal afspejle befolkningssammensætningen generelt.

 

Mentorordninger, fleksible uddannelsesveje og en koordineret arbejdsmarkedsindsats er nødvendig for ikke at tabe en stor gruppe på gulvet, når vejen går fra uddannelsessted til arbejdsmarkedet. Her er det altafgørende, at såvel den offentlige som den private sektor accepterer, at de har et ansvar for at løse vores samfunds sociale problemer.

 

Det er altafgørende, at både stat og kommune samarbejder og bygger videre på gode erfaringer, så vi bruger den knowhow, der er på området i forvejen.

 

Hvorfor

Det er en socialdemokratisk mærkesag, at enhver borger skal have mulighed for at virkeliggøre sine drømme om et godt liv inden for fællesskabets rammer. En mærkesag, der i takt med velfærdsstatens udvikling og socialdemokraternes indsats er blevet virkeliggjort på en lang række områder. Uddannelsesniveauet, den sociale mobilitet, ligestilling og indkomsten er grundlæggende gået i en positiv retning op igennem det 20. århundrede. Sådan er det ikke længere.

 

Under den nuværende regering har en voksende del af befolkningen fået svært ved at finde frem til det gode liv. De fastholdes i arbejdsløshed, uden uddannelse, med et manglende sociale netværk, i fattigdom og kriminalitet. Landets etniske minoriteter er desværre overrepræsenterede i denne udsatte gruppe og det er ikke lykkedes den nuværende regering at løse de stigende sociale problemer - tværtimod.

 

Problemerne er særlig store i Københavns ghettoer. Her fastholdes mange beboere i et socialt miljø, som modvirker social mobilitet. Det er altafgørende, at landets befolkningsgrupper lever livet sammen for herigennem at opnå accept og forståelse af hinandens kulturelle og sociale baggrunde. Kvarterløftsprojekter, boligrenovering, tilførsel af idræts- og fritidsfaciliteter og nærpolitistationer skal føre til, at det gøres stadig mere attraktivt at bo i de områder, som i dag udgør socialt belastede ghettoer.

 

Heldigvis er meget gået godt indenfor integrationsområdet. En stor andel nydanskere afslutter en ungdomsuddannelse og efterfølgende en videregående uddannelse, hvorefter de integreres på arbejdsmarkedet. De bidrager på alle måder positivt til det danske samfund og tager ansvar for grundlæggende værdier som demokrati, ytringsfrihed og ligestilling.

 

Men problemer og udfordringer er desværre også en del af hverdagen blandt de mest socialt udsatte etniske minoriteter. Det er problemer vi skal tage hånd om. De hænger oftest sammen med social marginalisering og mangel på både menneskelige og økonomiske resurser. Desværre syntes problemerne at vokse i disse år. Bl.a. som en følge af, at den politiske kultur og offentlige debat er gennemsyret af manglende menneskelig respekt og forståelse for fremmede kulturer, hvilket fører til fjendskab, angst og mistillid.

 

Den nuværende regerings hidtidige svar på de stigende sociale problemer har været en stram regulering af antallet af nye flygtninge og indvandrere. Lukning af grænserne gør det bare ikke alene og løser ikke de problemer, mange nydanskere står overfor i det danske samfund. Vi skal handle nu. Ellers vil grøften graves stadig dybere og problemerne vil vokse.

meld dig som aktiv

 

Det kræver et stort og stærkt hold at vinde en valgkamp. Du har mulighed for at blive aktiv i min valgkamp ved at tilmelde dig her.


Tilmeld dig her